Københavns Brandvæsen inviterer sammen med engelske Bucks New University, Roskilde Festival og Tivoli til konference om Crowd Safety - sikkerhed ved større arrangementer
Publiceret 9. januar 2012
Fredagsrock i Tivoli.
Foto: Copenhagen Media Center
Københavns Brandvæsen, Bucks New University (England), Roskilde Festival og Tivoli inviterer landets beredskabschefer, Beredskabsstyrelsen, byggemyndigheder, politi, festival- og koncertarrangører, sikkerhedschefer for stadions, borgmestre og relevante brancheforeninger til konference.
Konferencen finder sted i København den 10. og 11. maj 2012 og sætter fokus på sikkerheden ved arrangementer, hvor mange mennesker samles. Formålet er at skabe opmærksomhed omkring sikkerheden ved store arrangementer.
Forskellige indlæg fra både ind- og udland vil sætte en debat i gang om hvilke krav, der bør stilles i Danmark, når mange mennesker samles – og ikke mindst, hvordan disse krav kan imødekommes på bedst mulig måde. Erfaringer viser for eksempel, at der er stor forskel på, hvordan personer opfører sig til en rockkoncert sammenlignet med klientellet til for eksempel en klassisk koncert. Og det bør der tages højde for ved forberedelsen af et stort arrangement. (Se mere nederst).
En bred skare af indlægsholdere vil hver især belyse forskellige problemstillinger ved store arrangementer og mulige løsninger herpå til konferencen. Og der vil være indlæg fra både politi, brandvæsen, Beredskabsstyrelsen, PET, Roskilde Festival, Parken m.fl. Desuden vil Bucks New University (England) fortælle om crowd management og uddannelsen til crowd safety manager. Konferencen slutter med et besøg i Tivoli, hvor vi hører om sikkerhedskonceptet til aftenens koncert.
Sted
Konferencen finder sted i Lumbyesalen i Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V.
Tidspunkt og program
Konferencen begynder torsdag den 10. maj kl. 09.00.
Registrering og (let) morgenmad fra kl. 08.00.
Konferencen slutter fredag den 11. maj med middag kl. 19.30 og efterfølgende Fredagsrock i Tivoli.
Det endelige program for konferencen kommer snarest.
Pris
Prisen for deltagelse i konferencen er 2975 kr.
Prisen er inklusiv morgenkaffe, frokost, eftermiddagskaffe, middage torsdag og fredag på Tivoli Hotel, transport til og fra konferencested til hoteller (Tivoli Hotel og Hotel Wakeup Copenhagen) samt indgang til Tivoli torsdag og fredag.
Tilmelding
Tilmelding til konferencen sker via e-mail til reu-kb@okf.kk.dk
Oplys venligst: Navn, jobtitel, firma, CVR. og/eller EAN nr., tlf.nr., e-mailadresse og antal deltagere.
Hotelinformation
Vi har lavet aftaler med to hoteller i forskellige prisklasser:
Hotel Wakeup Copenhagen
Tivoli Hotel
Book et af de to hoteller her
Kontakt
For yderligere spørgsmål til konferencen kontakt Lise Kamstrup Røssel tlf. 33 66 29 75
Sproget på konferencen vil være dansk, men enkelte indlæg vil foregå på engelsk.
Baggrund
Beredskabsstyrelsen har udgivet ”Vejledning om brandsikkerhed ved større arrangementer”, og Justitsministeriet og Kulturministeriet har udgivet "Vejledning om sikkerhed ved udendørs musikarrangementer o. lign.”. Som det fremgår, er det udelukkende vejledninger, og den enkelte myndighed kan frit vælge at følge dem eller lade være.
Vejledningerne lægger blandt andet op til, at der udarbejdes en beredskabsplan. Om der stilles krav om en beredskabsplan, og i så fald hvilke, er dog forskellig fra kommune til kommune. På denne måde kan en arrangør, der rejser rundt i landet, blive mødt af lige så mange forskellige krav, som der er kommuner. UEFA har også udgivet ”UEFA Safety and Security Regulations”, der beskriver sikkerheden på stadions.