En stor tagbrand brød i går eftermiddags ud på Valbygårdsvej. Ca. 100 beboere blev evakueret, og tre opgange ud af otte har svære skader.
Publiceret 1. februar 2012
Foto: Videogruppen, Københavns Brandvæsen
Omkring 100 beboere blev i går eftermiddags evakueret, efter at en 4-etagers beboelsesejendom på Valbygårdsvej var brudt i brand.
Status onsdag er, at tre opgange ud af otte er svært skadede af brand og vand. Fire opgange ud af otte er sluppet for skader. Og en opgang har svære skader i tagetagen, mens de underlæggende etager er reddet, melder onsdagens indsatsleder, Magnus Mattsson. Hver opgang har i øvrigt 8 lejligheder.
Slukker ildreder nu
Branden brød gennem taget, sandsynligvis efter at have ulmet i nogen tid i ejendommens tagetage. Ilden bredte sig med eksplosiv fart hen over taget, blandt andet på grund af den kraftige vind på 9 m/s.
Mads Graversen, der var indsatsleder i går, da branden var på sit højeste, fortæller onsdag, at brandvæsenet fortsat er i gang med at slukke ildreder rundt om i den delvist nedbrændte bygning, men at ilden er under kontrol, og at mandskab fra Københavns Brandvæsen er i gang med at efterslukke.
”Det er en meget voldsom brand, men vi har den under kontrol og er i fuld gang med at efterslukke rundt omkring i bygningen. Det lykkedes os i går at hindre branden i at brede sig forbi brandmuren til de 4 uskadte opgange, og vi har prøvet at hindre branden i at brede sig videre nedad igennem lejlighederne”, fortæller indsatsleder Mads Graversen.
Ejendommen kraftigt skadet
”Vi har evakueret omkring 100 beboere til Sankt Annæ Gymnasium. Heldigvis var der ikke sket nogen personskade. Men halvdelen af beboerne vil ikke kunne vende tilbage til deres lejligheder foreløbig, fordi ejendommen er kraftigt skadet af brand, sod, røg og vand”, siger Mads Graversen.
”En brand som denne kan ulme i flere dage, efter den har fundet sted. Og indimellem kan ilden blusse op, så vi vil være til stede resten af onsdagen. Vi regner dog med, at branden vil være helt slukket en gang i aften. I de kommende dage vil vi dog stadig komme på brandstedet for at foretage eftersyn”, fortæller indsatsleder Mads Graversen.
Onsdag eftermiddag ulmede det stadig rundt omkring i den ødelagte bygning. Flere trapper er styrtet sammen, så mandskabet har haft svært ved at komme ind og slukke branden indefra.
Politiet efterforsker brandårsagen
Det står stadig ikke klart, hvad der er årsag til branden. Politiets teknikere, som efterforsker årsagen til branden, har allerede onsdag morgen besigtiget brandstedet.
Natten igennem har der været kaldt ekstra mandskab ind. Og alle brandvæsenets køretøjer og mandskaber har på skift været i gang med slukningen på Valbygårdsvej sammen med mandskab fra Beredskabsstyrelsens center i Næstved og frivillige fra Hedehusene.
Desuden deltog skadeservicefirmaet SSG deltog både på brandstedet med sekundær skadebekæmpelse og på evakueringscentret på Sankt Annæ Gymnasium som repræsentanter for beboernes forsikringsselskaber.
Under brandslukningen kørte både Frederiksberg og Tårnby brandvæsener flere udrykninger i Københavns Brandvæsens dækningsområde.
Brandvæsen og politi tog imod evakuerede
Chefvagt under branden, Niels Ole Blirup fortæller, at de ca. 100 evakuerede beboere blev bragt til Sankt Annæ Gymnasium, som ligger tæt på brandstedet. Her tog brandvæsenet og politiet imod dem, fik dem registreret og sikrede dem kaffe og drikkevand.
”Skolens kantine blev åbnet og skolens personale ydede en stor indsats med at tilberede varmt mad, salat og brød til aftensmad, efterfulgt af kaffe og friskbagt kage. Der blev også tilkaldt en repræsentant for beboernes forsikringsselskab samt personale fra kommunens sociale døgnvagt, som kunne hjælpe beboere uden indboforsikring med de vigtigste fornødenheder og med at komme igennem det første døgn. Desuden påbegyndte de arbejdet med den efterfølgende genhusning. ”, fortæller chefvagt Niels Ole Blirup, der tog sig af de evakuerede under branden for brandvæsenet.
Hjælpsomme naboer
”Også præster fra den lokale kirke mødte frem og tilbød deres hjælp. Ligeledes mødte beboere fra området op og tilbød tøj og legetøj til ramte børnefamilier samt indlogering af dem, der havde mistet deres bolig, i værelser i deres egne lejligheder. Det var en utrolig positiv oplevelse”, fortæller chefvagt Niels Ole Blirup.
Cirka halvdelen af de evakuerede kunne lidt før midnat vende tilbage til deres uskadte lejligheder. Og de, der ikke kunne komme tilbage til deres lejligheder, blev genhuset på forskellig vis. 24 er blevet genhuset på hotel, mens de øvrige har fundet husly hos familier og venner.
Spørgsmål til brandvæsenets indsatser og døgnrapport skal rettes til:
Vagthavende indsatsleder på:
tlf. + 45 33 66 29 80 eller Alarmcentralen på: tlf. + 45 33 15 30 75