På Københavns Brandvæsens Uddannelsescenter er der særligt fokus på kost og ernæring i centerets kantine.
Uddannelsescenterets kantine fik i foråret 2011 det økologiske spisemærke i sølv. Spisemærket er et statskontrolleret bevis på, at kantinen satser på økologi, og det viser andelen af økologi på forskellige niveauer. Sølvmærket tildeles kantiner, der kan dokumentere, at de økologiske råvarer udgør 60-90 % af det samlede råvareindkøb.
Udover at komme miljøet og kursisterne til gode, signalerer kantinens høje anvendelse af økologiske råvarer, at Københavns Brandvæsen tager sit ansvar som kommunal aktør alvorligt.
I tråd med kommunens overordnede politik vægter brandvæsenet nemlig arbejdet med sundhed og miljø meget højt. Kommunens mål er, at der er mindst 90 % økologi i kommunens institutioner i 2015, så brandvæsenet er med sølvmærket godt på vej.