Når festen starter i Københavns natte- og kulturliv er det vigtigt, at brandsikkerheden er 100 procent i orden, så glæde ikke ender i sorg, hvis en brand pludselig skulle bryde ud.
I nogle bygninger eller lokaler skal man som driftsansvarlig overholde nogle særlige driftsmæssige foranstaltninger. I daglig tale kaldes reglerne for Driftsmæssige forskrifter.
Reglerne er lavet for at sikre dine gæster og dit personale. Det er nemlig vigtigt, at brandsikkerheden er i orden, når bygningen eller lokalerne anvendes af festglade mennesker.
Driftsmæssige forskrifter
Bygninger eller lokaler kan være omfattet af krav om at have udført driftsmæssige foranstaltninger, som blandt andet kan indebære:
- Instruktion af personale
- Ordensregler
- Flugtveje og belysning af flugtveje
- Brandslukningsmateriel
- Branddøre
- Varslingsanlæg
- El-sikkerhedsattest
Uanset hvornår bygningen eller lokalerne tages i brug, gælder de driftsmæssige forskrifter.
Ansvar
Ejeren eller brugeren har ansvaret for, at reglerne bliver overholdt. Reglerne skal betragtes som et supplement til kravene i byggetilladelsen, og Københavns Brandvæsen tjekker, at de bliver overholdt, når vi kommer på brandsyn på din virksomhed.