Rådgivning og foredrag

Brandvæsenet tilbyder rådgivning og foredrag inden for en række områder:

Foredrag – ”Undgå brand derhjemme”
Foredraget henvender sig til dig, der bor i en boligforening, andelsboligforening eller lign. Foredraget er bygget op over hæftet af samme navn og vil give deltageren en god indsigt i, hvordan man forebygger brand i den ejendom, man bor i. Foredraget vil endvidere omhandle hvordan beboerne skal forholde sig under og efter en eventuel brand.

Beredskabsplaner
En Beredskabsplan er en gennemgang af de mest sandsynlige hændelser for brand og ulykke, der kan forekomme i din institution eller virksomheden. Planen indeholder beskrivelser af, hvad medarbejderne skal stille op, hvis uheldet er ude. Desuden skal planen give personalet kendskab til, hvad de kan gøre for at undgå ulykker, og hvordan de skal handle, hvis der opstår en ulykke. Planen tilpasses den enkelte institution eller virksomhed med beskrivelse af de faktiske forhold på stedet.

Vores beredskabsplaner udarbejdes i 2 forskellige versioner

  • Beredskabsplan til daginstitutioner, plejehjem, kontorer, mv.
  • Beredskabsplan til større virksomheder med særlige forhold.

Beredskabsplanen kan følges op med et foredrag, hvor planens indhold gennemgås og forklares.

Brandtekniske bygningsgennemgange
Formålet med en Brandteknisk bygningsgennemgang er at gennemgå bygningens brandmæssige status samt at give medarbejderne en forståelse for, hvor og hvordan brande opstår og hermed øge motivationen for at højne brandsikkerheden i virksomheden. Der udarbejdes en rapport, der detaljeret gennemgår bygningens brandsikkerhed, og der gives anbefalinger til, hvordan brandsikkerheden i bygningen kan forbedres.

Brandsikkerhedstjek
Et brandsikkerhedstjek er en gennemgang af bygningens brandsikkerhed med hensyn til den daglige drift og er tiltænkt virksomheder, der ikke er omfattet af brandvæsenets årlige brandsyn, men som gerne vil gøre noget for at højne brandsikkerheden. Brandvæsenet foretager et ”brandsyn”, og der udarbejdes herefter en rapport med gode råd om, hvordan brandsikkerheden i virksomheden kan forbedres.

Flugtvejsplaner
Vi udarbejder alle former for flugtvejsplaner til virksomheder, institutioner og særlige arrangementer.

Brand- og evakueringsøvelser
Ved en Brand- og evakueringsøvelse afprøves firmaets/institutionens instruks i forbindelse med brand. Øvelsesscenarier aftales på forhånd med instruktøren, og Københavns Brandvæsen deltager med brandkøretøjer, så vidt det er muligt af hensyn til det øjeblikkelige beredskab. Øvelserne evalueres mundtligt umiddelbart efter øvelsen og opfølges af en skriftlig rapport.

Kontakt os på nedenstående mail eller telefon:

Rådgivning og Uddannelse
Hansstedvej 7E
2500 Valby

Tlf. 33 66 49 46

Send mail