Københavns Brandvæsen udlejer udvalgte istandsatte bunkere til forskellige formål, hovedsagelig som øvelokale for musikere men også til depot mv.

Ud af de ca. 710 bunkerrum, der findes i Københavns Kommune, er ca. 150 istandsat til udlejning af Københavns Brandvæsen. Rummene er rå betonbygværker i anlæg, der hver indeholder 1 - 3 rum.
Et bunkerrum kan anvendes til mange formål som for eksempel:
-
Øvelokale for musikgrupper.
-
Opmagasinering, f.eks. vinlager.
-
Foreningslokale (f.eks. spejdere).
-
Opbevaring af frugt & grønt.
-
Lagerrum for håndværkere.
-
Cykelparkering.
-
Udstillinger.
Det er kun fantasien, der sætter grænser. Københavns Kommunes Byggemyndighed skal dog godkende formålet.
Der findes en række forskellige typer bunkere med følgende 3 som altdominerende og bedst egnede til udlejning:
Type I (ses i vandret snit med nødudgangstårn over rummet, i midten).
Anlægget består af et kuppelformet rum på ca. 33 m2 med en loftshøjde på 0- 2,55 meter.
Type IA (ses i vandret snit med nødudgangstårne over rummet, i midten).
Anlægget består af to kuppelformede rum på hver ca. 33 m2 med en loftshøjde på 0-2,55 meter.
Type IB (ses i vandret snit med nødudgangstårne over rummet, i midten).
Anlægget består af tre kuppelformede rum på hver ca. 33 m2 med en loftshøjde på 0-2,55 meter.
Nye anlæg
Vi håber at kunne istandsætte ca. 8-10 nye rum om året.
Det sker ved, at vi får tømt anlægget for beredskabsmateriel, indlagt elektricitet, fugtbehandlet betonen, foretaget småreparationer, isat låge på nedgangspartiet m.v.
Hvis det drejer sig om flerrumsanlæg til musikøvelokaler el.lign., bliver der også installeret et internt brandvarslingsanlæg samt opsat en gitterlåge nede i gangen og et håndsprøjtebatteri.
Lejeren skal så sørge for at indkøbe og vedligeholde en affugter og en elektrisk varmeovn.
Når Københavns Brandvæsens overordnende klargøring med nedgangspartiet og materiellet og evt. elektriciteten er i orden, står det dig frit for, hvordan du vil indrette dig i dækningsgraven, så længe du ikke foretager indgreb i selve konstruktionen. Der er dog visse krav til den maling og de materialer, der anvendes.
I øvrigt er det ikke tilladt at inddrage eller ændre på det udvendige areal over og omkring dækningsgraven, medmindre der er givet særlig tilladelse.
Priser
Følgende priser (pr. 1.1.2011) er pr. rum pr. måned:
Et/to/tre rum uden strøm: kr. 700/1300/1800 pr. måned.
Et rum med strøm: kr. 1.400 + strømforbrug.
To rum med strøm: kr. 2.600 + strømforbrug.
Tre rum med strøm: kr. 3.600 + strømforbrug.
Der startes med et depositum på 3 måneders leje.