Private brandhaner

I byggetilladelse kan stilles krav om opsætning af privat brandhane - der gælder særlige forhold for disse.

Eksisterende private brandhaner

På en række, ofte større, matrikler i Københavns Kommune står der brandhaner, der ikke er offentlige, men som i byggetilladelse er krævet opsat som privat brandhane, da afstanden til offentlige brandhaner langs nærliggende veje er for stor. Eller som er opsat af matrikelejer som supplement til den offentlige vandforsyning til brandslukning på grund af forsikringsmæssige eller produktionsmæssige forhold

Disse brandhaner skal vedligeholdes af matriklens ejer.

I forbindelse med drift og vedligehold kan København Brandvæsen tilbyde at efterse og servicere brandhanerne, ligesom der frit kan vælges en anden entreprenør til dette. Ved valg af anden entreprenør skal der til Københavns Brandvæsen indsendes information fra ejer af brandhanen om hvilken entreprenør, der forestår serviceringen af brandhanen. Ligeledes skal de krævede (lovmæssige) 2 årlige eftersyn indberettes til Københavns Brandvæsen. 

Ud over matrikelejerens naturlige interesse i, at deres private brandhane er fuldt funktionsdygtige, hvis uheldet er ude, er det selvfølgelig også i Københavns Brandvæsens interesse.

Nye private brandhaner

I forbindelse med opsætning af ny privat brandhane, er der en række forhold, der skal iagttages:

Hanetype:
Brandvæsenet anbefaler af der anvendes brandhaner af følgende fabrikat og model:

Phønix A 60
Hawle H4

Brandhaner, der er selvlænsende, må ikke opsættes.
Brandhaner skal males sølvgrå og rød for let genkendelighed. 

Placering:
Private brandhaner, der kræves opstillet i forbindelse med byggetilladelse, placeres i samspil mellem bygherre, Københavns Brandvæsen og Københavns Energi. Bygherre starter processen ved at kontakte Københavns Energi /Vand på telefon 3395 3395.

I forbindelse med nyopstillinger af brandhaner stiller Københavns Brandvæsen følgende afstandskrav til hegn, murværk og hække:

  • På siden af brandhanen skal der holdes en afstand på min. 60 cm (75 cm til midte af hane).
  • Bag brandhanen en afstand på min. 30 cm (45 cm til midte af hane).
  • Arbejdsarealet foran hanen skal holdes frit i en afstand på minimum 120 cm. Det vil sige, at der ikke må placeres genstande, som kan forhindre brandhanens anvendelse.

Afvigelser kan i særtilfælde aftales med Københavns Brandvæsen.

Færdigmelding

For at en brandhane kan færdigmeldes, stiller Københavns Brandvæsen følgende krav, om at:

  • der foreligger tegning med indmålt brandhane eller dsfl-fil.
  • der er foretaget en funktionstest.
  • der er foretaget en flowmåling af brandhanen.
  • der foreligger en plan for/aftale om drift, eftersyn og vedligehold.

Færdigmeldingen gives til Københavns Brandvæsen, Sikring:

Københavns Brandvæsen
Sikring

Tlf.  3366 2956
brandhane@okf.kk.dk